Sanserum er et særligt rum – eller hjørne – indrettet på en speciel måde, der imødekommer behovet for stimulering af sanser og sanseterapi især hos personer med udviklingsforstyrrelser, demens, stress, mm. Sanserum indrettes typisk med bløde og behagelige møbler, ofte af skum, i stærke farver og belyses med sanselamper, som giver farve og bevægelse. Desuden udstyres sanserum med diverse større og mindre redskaber som f.eks. sansefliser, taktile baner, massageredskaber, sansepuder, bean bags, boldpool, afskærmning, mm.
Hvordan det enkelte sanserum indrettes afhænger af brugerens behov. Lys, musik, vand og afskærmning benyttes næsten altid i sanserum, mens behovet for f.eks. taktile stimuli eller balancetræning varierer mere. Desuden afhænger indretningen af størrelsen på og formålet med sanserummet. For eksempel kan det række at et sanserum i hjemmet oprettes i et mørkt hjørne og indrettes med et par sanselamper og en bean bag sækkestol. Alt imens kan sanserummet i specialinstitutionen eller bostedet spredes over flere små værelser, hvor hvert værelse indrettes efter behovet for at stimulere en af sanserne, så brugerne selv kan vælge, hvad der passer til deres behov i øjeblikket.
Da de fleste institutioner desværre ikke råder over så meget plads, ses det dog oftest at man vælger at udpege et værelse til sanserum og indretter det med forskellige områder, f.eks. taktil stimulering med boldpool i det ene hjørne, sansebelysning i et andet hjørne, sansemøbler i det tredje hjørne – og så bruge det fjerde hjørne til aktiv sansestimulering med f.eks. massage, aktiv taktil stimulering eller balancetræning.
Uanset hvordan man vælger at indrette sanserummet, er det vigtigst at man husker at tage udgangspunk i brugernes behov for at sikre at de får maksimal udbytte af sanseterapi i form af afslapning, ro og forbedret psykisk velvære.