Min dreng er autist og er desværre også en af dem, som ikke har noget sprog – i hvert fald endnu. Han er heldigvis lille, så håbet er der endnu. Det, at han er lille hjælper jo også på “kommunikationen” – der er jo kun begrænset udvalg af ønsker han har, så vi kan ofte gætte os frem til det han vil.
Men han vokser og hans behov bliver mere komplicerede og det gør også, at han kan blive enorm frustreret over, at vi ikke forstår ham. Vi har oplevet utallige nedsmeltninger, som alle sammen kunne kædes med et ønske, som ikke blev gættet rigtigt – helt fra han var 1 år gammel.
Så jeg begyndte at tænke på, hvordan en løsning kunne se ud. Det skal også siges, at han ikke var udredt på det tidspunkt, så begrebet autisme kun svævede i luften endnu og jeg vidste ingenting om de forskellige pædagogiske metoder, der er.
En simpel løsning – for os forældre og for min søn
Jeg ved endelig ikke, hvordan jeg kom i tanker om at lave det. Jeg tror faktisk, at jeg fik inspiration fra et afsnit af serien House, hvor der var en dreng med svær autisme som patient. Jeg husker, at han havde en bog med en masse små illustrationer, som han skulle pege på for at fortælle, hvad han vil eller hvordan han har det.
Jeg tog ideen til mig og brugte en del tid på at fotografere – først al maden, som vi fik herhjemme og som han viste interesse i, og så alt hans yndlingslegetøj.
Derefter brugte jeg en del timer på at redigere billeder og lave en mappe til ham. Jeg lavede filen i PowerPoint og trykte det så på almindeligt papir A4. Da han stadig kun var knap 3 år, tænkte jeg at det er nødvendigt med få store billeder på hver side, med god afstand fra billede til billede. Det blev så til 6 billeder per side. Jeg havde også fokus på, at der ikke skal være for mange sider, da han skulle have lov til at lære at bruge menuen og ikke bare blive overvældet af at skulle bladre uendeligt for at finde det, han har lyst til. Det blev til 4 sider med forskellige retter og madvarer.
Alle siderne blev lamineret – ja, jeg har investeret i en lamineringsmaskine, som jeg udelukkende bruger til at lave piktogrammer. Dyr fornøjelse, men når jeg får en idé, er det svært at stoppe mig.
Jeg lavede huller i alle siderne og satte en nøglering på – så de hang løst sammen (nemt at bladre i).
Jeg lavede på samme måde en mappe med hans yndlingslegetøj, 4 sider i alt igen og satte det sammen med en anden nøglering.
De to menuer, som jeg kaldte dem, lagde jeg på et bord, hvor han nemt kunne se og bladre i dem. De er ikke blevet flyttet siden, selvom der er gået flere år.
Skepticismen
Da vi havde en autismekonsulent i hjemmet efter min dreng fik sin diagnose, var hun lidt skeptisk overfor mine menuer. Hun mente, at han nok vil blive helt overvældet over de mange valg og at han nok skulle bruge TEACCH metoden i stedet, hvor han skulle lære at sammensætte en masse forskellige billeder for at kommunikere.
Jeg stolede dog på min mavefornemmelse, som sagde til mig, at det nok bliver 100 gange sværere at lære ham det og at han godt kunne finde rundt i alle billederne – og jeg kan ikke være gladere for at jeg gjorde det.
Min dreng vænnede sig til menuerne på nogle få uger og vi begyndte at bruge dem i forskellige sammenhænge – når han ville vise os noget og når han prøvede at fortælle, hvad han vil (uden at kigge på menuen) og begyndte at blive frustreret.
Det har reddet os alle for så mange nedsmeltninger og frustrationer, at jeg ikke kan tælle dem. Samtidigt har vi fået en dreng, som udtrykker sine ønsker, både i forhold til mad og aktiviteter. Desuden har dette praksis med menuerne medført, at han godt kan acceptere et nej og tilpasse sine ønsker (det med at han skulle blive ked af at skulle få afslag var nemlig endnu et af konsulentens argumenter for, at menuerne ikke var en god idé).
Konklusionen
Jeg kommer ikke til at sige, at en menu er løsningen for alle autister – for det det jo ikke. Menuen er til gengæld den mulige løsning for nogle autister. Givet hvor mange udfordringer en familie, som rummer autisme, har i dagligdagen, er det ofte kun klogt at afprøve nye strategier og finde det, der virker for jer specifikt.
Jeg har enorm gode erfaringer med piktogrammenuerne og vil for intet i verden undvære dem nu. Samtidigt er jeg opmærksom på, at min dreng rykker sig, hvilket har bl.a. betydet at jeg har udvidet menuerne, så de omfatter flere valg. Jeg er også klar over, at menuerne måske slet ikke er nok en dag, men så må jeg bare sætte mig ned og udtænke den næste strategi ud fra den virkelighed, der er.
Indtil da deler jeg mine gode erfaringer i håb om, at det også er noget, der kan gøre dit liv nemmere.
Hilsen,
en autisme-mor